Look up here, I’m in Heaven

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men David Bowies død ramte mig hårdt. Jeg har da hørt hans musik og synes den er fantastisk, men det har alligevel ikke været det jeg hørte mest af. Men da forsiderene fortalte hvad der var sket blev jeg sgu ked af det. Og da jeg hørte Hero’s på vej hjem i dag, fik jeg en tyk klump i halsen, og den blev siddende et stykke tid. Først Lemmy, og så Bowie. Nogle af de allerstørste. Jeg tror mest jeg blev ked af det fordi jeg blev mindet om, at ikonernes tid snart er forbi. Alle de store stjerner er ved at være gamle, og de begynder at falde hen. Bevares, vi har da en masse store unge stjerner, men er de ikoner? Nah, jeg kan ikke komme på særlig mange der har ændret musikken for altid, af dem som hører til den yngre gruppe. For mig, er der ikke nogle popstjerner der kan nå denne status, for få af dem laver musikken selv. Få af dem skriver sangene selv, og slet ikke musikken. Og for mig mister et nummer en hel del, når det ikke kommer fra det kunstnere har på hjerte.

Og jeg bliver bare så trist ved tanken om at alle de kæmpestore, legenderne, de rigtige rockstars snart er væk allesammen. Vil der nogensinde komme nogle der kan måle sig med Guns’n Roses, Black Sabbath, Alice Cooper, etc.? For slet ikke at tale om David Bowie?

Jeg håber det, men tror desværre den tid er forbi når de er væk. Men så kan man jo trøste sig med at deres musik, trods alt, vil leve for evigt.

Og som et sidste kunstværk, kom han med bl.a. Lazarus. Jeg synes det er et vildt stykke kunst, og at han lige til det sidste har haft behovet for at udtrykke det hele, siger bare noget om hans evner. Og at han har vidst og accepteret at han skulle dø. Lazarus var jo også navnet på en mand der ifølge Biblen genopstod fra de døde, og betyder “Gud har hjulpet”. Jeg skal i hvert fald høre hans nye album godt igennem de næste par dage.

Og så HAR Ozzy altså bare at holde sig i live til Copenhell til sommer;)