Det dér Tinder…

Havde egentlig altid sagt jeg ikke ville have Tinder… Mest fordi jeg synes det var lidt plat og overfladisk, tilmed også lidt umodent. Men jeg kunne jo så ikke lade være alligevel- det skal siges at min omvendelse er stærkt påvirket af tvang fra bedsteveninden. Og så kom jeg på Tinder. Det er da også meget sjovt. Lidt bekræftende at have en længere liste med flotte fyre der har liket én tilbage, om de så har skrevet eller ej. Men det bliver hurtigt kedeligt synes jeg, når man sidder dér og leger prinsesse: “dur ikke, væk!”.

Ordet Tinderdate er da også et ord der bliver brugt flittigt på arbejdet, for alle damerne render på Tinderdates konstant, bare ikke mig! Nu er jeg jo også lige lige flyttet fra Sømanden, og lysten til at møde nye er meget svingende. Det ene øjeblik er jeg vild og frisk, og skal da bare ud og være social og møde nye spændende mennesker, og det næste skal jeg bare ikke møde nogle som helst af de røvhuller. Men det er vel meget normalt, bilder jeg mig ihvertfald ind. Nu er jeg også typen der satser på én hest af gangen, så I får altså ingen Tinderslut-eskapader herfra. Ja, sorry altså.

Jeg ved heller ikke hvad jeg leder efter derinde, eller om jeg overhovedet leder. Eller om jeg bare observerer og lader ske hvad tilfældighederne byder. Man kan jo kun være åben, så det har jeg tænkt mig at fortsætte med at være. Dog skal der en del til før jeg vil mødes med nogen, men lad os nu se. Jeg leder vel egentlig ikke, tror bare jeg lader de ting ske der skal ske, og følger så med dem, lettere påvirket af de ting jeg gerne vil have til at ske.